Invasiv art

Kæmpebjørneklo har spredt sig fra haver til naturen og regnes for en invasiv art.

En invasiv art er inden for biologien en art, der har spredt sig "kunstigt" til et nyt område, hvor den skader de oprindelige arter. Spredningen er ofte sket ved menneskets hjælp over store geografiske afstande. Nogle af de mange indførte plantearter inden for havebrug eller landbrug kan senere, når de spredes til naturen, vise sig at udkonkurrere de hjemlige arter, fordi de ikke er tilpasset økosystemerne med fx naturlige fjender.

Et eksempel er planten kæmpebjørneklo, der stammer fra Kaukasus og er indført som haveplante i Danmark, hvor den imidlertid også har spredt sig til naturen og derfor bekæmpes, fordi den bortskygger og ødelægger levestederne for den oprindelige flora og fauna. Et andet eksempel er den iberiske skovsnegl ("dræbersnegl"), der også kaldes en invasiv art.

En FN-rapport fandt i 2023:[1]

  • at de samlede årlige globale omkostninger ved invasive arter er mere end 423 milliarder dollars ved at skade natur og fødevaresystemer samt true menneskers sundhed
  • at mennesker i løbet af de sidste par århundreder bevidst og utilsigtet har introduceret mere end 37.000 arter til steder uden for deres naturlige udbredelsesområde
  • at mere end 3.500 af dem betragtes som invasive, fordi de er skadelige for deres nye økosystemer
  • at invasive ikke-hjemmehørende arter var en vigtig faktor i 60 procent af registrerede udryddelser af planter og dyr
  1. ^ Invasive Alien Species Report. UN environment program 2023

© MMXXIII Rich X Search. We shall prevail. All rights reserved. Rich X Search